Jesper Tverskov, 5. april 2004
Den første bog på dansk om tilgængelige hjemmesider er en milepæl med interessante danske eksempler. Der er for mange ubesvarede spørgsmål og for meget Taleban, men tag ikke fejl af budskabet.
"Handicapvenligt Webdesign - tilgængelige websider" er skrevet af Susie Christensen på forlaget Libris. Forfatteren har været leder af Danmarks Blindebiblioteks Webcenter og har bidraget til Statens retningslinjer for offentlige hjemmesiders tilgængelighed.
Med udgangspunkt i den fremragende amerikanske faglitteratur om emnet, skrevet af pionererne inden for tilgængeligt webdesign, virker en dansk bog på kun 148 sider lidt tynd. Selv litteraturlisten mangler. Det er en begynderbog, og dens værdi er først og fremmest, at den er dansk med eksempler fra danske hjemmesider.
Titlen på bogen, "handicapvenligt webdesign", er kontroversiel, fordi tilgængeligt webdesign normalt opfattes bredere end blot handicapvenligt. Selv om bogen et par steder nævner f.eks. ældre brugere, der næppe ser sig som handicappede, blot fordi de foretrækker større skrift end normalt, så har bogen en snæver definition for tilgængelighed, side 12:
Definition, Susie Christensen:
"Tilgængelighed kan defineres som, at et netsted er brugbart for brugere med særlige behov, med særligt udstyr og under særlige forhold."
Det havde været ønskværdigt om ovennævnte definition og afgrænsning af begrebet tilgængelighed var taget op til diskussion i bogen, fordi det måske ikke tjener tilgængelighedens sag at blive reduceret til næsten udelukkende at handle om handicap. Dansk Center for Tilgængelighed, der naturligt nok har fokus på brugere med funktionsnedsættelser, opererer med en bredere definition, f.eks. i "Bilag til kravspecifikation – tilgængelighed til hjemmesider, 2003", side 3:
Definition, Dansk Center for Tilgængelighed:
"Tilgængelighed til Internettet er et spørgsmål om at give flest mulige mennesker i flest mulige situationer og fra flest mulige teknologier adgang til web-baseret information."
Dansk Center for Tilgængelighed lister 13 eksempler. De fire første har intet med handicapvenlighed at gøre. En tilgængelig hjemmeside tager også hensyn til brugere, der:
Selv brede definitioner af tilgængelighed har en tendens til at fokusere for meget på "handicap", bagudkompatibilitet og venlighed over for forældet teknologi. Måske er det lettere at argumentere for tilgængelighedens sag, hvis den indgår i et mere overordnet perspektiv med et alment indhold. Selv foretrækker jeg begrebet universelt webdesign.
Hvis vi ønsker korrekt strukturel opmærkning og valid XHTML, så bør begrundelsen måske ikke først og fremmest være, at det er til glæde for blindes skærmlæsere. Det er snarere det semantiske web, der bør være i centrum og fordelene ved selvbeskrivende opmærkning til glæde for alle brugere gennem f.eks. søgemaskiner som Google.
Hvis vi ønsker relative enheder for tekststørrelse, så er den bedste begrundelse måske ikke, at det gør det muligt for den svagtseende at sætte skriftstørrelsen op i Internet Explorer. Begrundelsen bør måske snarere pointere, at det er "Best Practice", at de fleste størrelsesforhold relaterer sig til hinanden, så du ved at regulere størrelsen i ét element i et stylesheet, samtidigt regulerer størrelsen i alle elementer, der nedarver fra det. Tekststørrelse skal kunne reguleres op og ned løbede af alle brugere for at optimere både scanning og læsning i diverse situationer.
Den erklærede målgruppe for bogen "Handicapvenligt webdesign" er webudviklere, webmastere, webredaktører, der har ansvar for udvikling og implementering af netsteder, samt private, der gerne vil sikre, at deres hjemmeside ikke udelukker brugergrupper med særlige behov. Kendskab til HTML og CSS er en forudsætning for at få noget ud af bogens praktiske eksempler.
Selv om bogen er teknisk orienteret med mange eksempler og anvisninger er en væsentlig del af målgruppen tabt på gulvet. Det er ikke nødvendigvis en kritik. Vi må blot erkende, at webdesign i dag er lige så bredt som folketro og politik. Det er umuligt at nå alle med samme budskab.
Susie Christensens bog appellerer mest til flinkeskolen, hvor indfaldsvinklen snarere er tilgængelighed end webdesign. Forfatteren er ekspert i, hvordan brugere med funktionsnedsættelser anvender nettet. Susie Christensen er mindre velfunderet, når det kommer til webdesign.
Bogen er for lidt hardcore til at blive taget alvorligt af den mere kreative avantgarde af webdesignere og programmører. Til denne målgruppe har en bog som Jeffrey Zeldman's, Designing with Web Standards, 2003, der også propaganderer for tilgængeligt webdesign, langt større gennemslagskraft.
Det er de små detaljer, der svækker forfatterens troværdighed blandt de mere nørdede læsere. Ikke nødvendigvis udtryk for manglende viden men for manglende præcision. Det hedder f.eks., at "CSS ikke ændrer selve indholdet på siden, men kun den måde det præsenteres på." Det er en sandhed med modifikationer, fordi CSS har pseudo-elementerne :before and :after, der kan tilføje indhold, der ikke findes i selve teksten. CSS's evne til at vise og skjule information, som forfatteren nævner, forandrer også indholdet på siden.
Forfatteren deler også en udbredt misforståelse om XML, der nærmest opfattes som en bedre udgave af HTML. Det har aldrig været hensigten, at XML skal vises direkte på skærmen med et CSS-stylesheet, selv om det er muligt. XML er ikke et nyt opmærkningssprog men et metasprog til at lave opmærkningssprog f.eks. XHTML, der er en XML-applikation. XML er først og fremmest nyttigt som dataformat til udveksling af data mellem proprietære databaser, og nyttigt som datalager der kan transformeres til visning bl.a. på nettet i form af netop XHTML eller for den sags skyld HTML.
Et tredje eksempel på manglende præcision er omtalen af relativ kontra absolut enhed for skriftstørrelse. Bogen anbefaler at bruge enheden em eller procent til skriftstørrelse, men begrundelsen halter: "Undgå at bruge pt, px og cm til angivelse af størrelsen på fonten. Disse er alle absolutte enheder og vil gøre det umuligt at ændre på tekststørrelsen i browseren." Pixel er faktisk en relativ enhed men i forhold til skærmopløsning ikke i forhold til skriftens højde. En browser som Mozilla har en tekstzoom, der også accepterer pixel, og den norske browser, Opera, har en fantastisk sidezoom, der er helt ligeglad med hvilken enhed, der anvendes, selv grafik zoomes.
Selv om "Handicapvenligt Webdesign" ofte har fornuftige og moderate fortolkninger af f.eks. W3C's retningslinjer, så er det alligevel Taleban, der mest springer i øjnene. Som eksempel på det første skriver Susie Christensen om "Summary"-attributten i datatabeller: "Lav et summary til store og komplicerede tabeller". Det er en holdning, undertegnede deler, men mere ortodokse fortolkninger af W3C's retningslinjer vil hævde, at "summary" skal udelades i tabeller til layout og skal anvendes, hvis der er tale om datatabeller.
Som eksempel på den modsatte grøft, det Taleban-agtige, hævdes det, at en hjemmeside, her i betydningen forside, kun bør fylde ét skærmbillede. Det er rigtigt, at mange forsider med fordel kan forenkles, men ét skærmbillede er urealistisk for mange typer af website. Alt andet lige tenderer tilgængeligt webdesign imod at gøre websider længere end de ellers ville have været. Brugeren skal have en relativ stor skriftstørrelse som udgangspunkt, en webside bør ikke være for sammenpresset men have klart adskilte sektioner, linktekster skal være lange og meningsfulde og grupperes i lister, der må også gerne være mange ikoner for at hjælpe ordblinde, og skærmopløsningen vil typisk være relativ lav for at gøre tekst og elementer endnu større men også websiden tilsvarende længere.
Et andet eksempel på det Taleban-agtige, der ikke fremmer tilgængelighedens sag, er påstanden om, at browsernes visning af hvid er for hård ved øjnene, og at alverdens webdesignere skal vælge en tonet hvid som baggrundsfarve. Det er ressourcemæssigt usmart, at millioner af webdesignere skal tone den hvide farve, fordi browseres hvide standardfarve og skærmes lysstyrke ikke er optimal for nogle brugere. Det er et software- og et hardwareproblem, der skal løses én gang for alle, ikke et problem som webdesignere skal slås med hver dag.
Bogen nævner et interessant og ofte overset aspekt ved brugen af FRAMES, der er mange brugervenlighedseksperters hadeobjekt nummer ét. Hvis FRAMES er lavet fornuftigt og korrekt opmærket med brugen af title-attributten, er de faktisk til fordel for blinde. FRAMES er blot en webside, der består af flere dokumenter i hver sin ramme eller rude på siden. Det gør det muligt for den blinde at navigere rundt mellem adskilte sektioner, der netop er baggrunden for den klassiske kritik imod FRAMES: de underminerer webbets fundamentale byggesten, dokumentet, der kan identificeres med én URL, en webadresse.
Forfatteren ender nærmest med at anbefale FRAMES på grund af blindes særinteresse. Her havde en mere afbalanceret analyse været på sin plads. Der er jo nok en årsag til, at W3C aldrig har givet FRAMES status som andet end "forældet teknologi" (deprecated), og med XHTML 1.1 er FRAMES atter ude af specifikationen.
FRAMES skaber problemer for bl.a. favoritmærkning, for søgemaskiner, for udskrivning, giver problemer med løsrevne rammer, og FRAMES gør det praktisk talt umuligt at lave fleksibelt webdesign, der tilpasser sig skærmopløsning, vinduets bredde og skriftstørrelse. FRAMES er også ødelæggende for normale tastaturbrugeres navigation, fordi det aldrig er til at vide hvilken del af en webside, der er aktiv. Home, End, PageUp, PageDown og piletasterne virker uforudsigeligt.
Det skæmmer bogen at være totalt blottet for problematisering og en selvkritisk holdning. Forfatteren er for skråsikker selv om emner, hvor eksperter strides dagligt på f.eks. W3C’s mailingliste om tilgængelighed, w3c-wai-ig@w3.org.
Susie slår til lyd for brugen af accesskey, når mange eksperter betragter dem som tvivlsomme eller direkte skadelige, fordi de næsten uundgåeligt kolliderer med kaldebogstaver til funktionalitet i browseren. Forfatteren gør meget ud af tabindex, selv om behovet for dem næsten altid er et signal om ulogisk organisering af websiden, der i stedet bør rettes. Forfatteren synes, det er godt automatisk at sætte fokus på første inputfelt i formularer, når mange eksperter tværtimod finder det uopdragent at indfange brugerens markør og sætte Backspace ud af spillet.
Forfatteren anbefaler link tilbage til toppen, når mange eksperter i brugervenlighed tværtimod vil sige, at det er tåbeligt at fylde websider op med funktionalitet, der naturligt hører hjemme i browser og tastatur. Forfatteren kræver ”Skip navigation link” og endog link til at hoppe over datatabeller, når nogle eksperter vil sige, at sådan funktionalitet hører hjemme i browser og skærmlæser, og at det er en bjørnetjeneste at inkludere sådanne link direkte på hjemmesider.
Selv om "Handicapvenligt Webdesign" har skønhedsfejl og mangler, der gør den fristende at ignorere for nogle læsere, så tag ikke fejl af budskabet. Med mindre der er tungtvejende økonomiske argumenter imod, og det er der sjældent, så skal nettet være for alle borgere. Mange førende og professionelle danske website er så umulige at bruge for mange grupper med funktionsnedsættelser, at disse website en skønne dag bliver hevet frem i offentlighedens mediecirkus stemplet som uetiske.
Lad os nøjes med at nævne ét typisk problem med tilgængeligheden i dagens webdesign. Mange website anvender grafiske menuer uden alternativ tekst eller foldeudmenuer baseret på klik med musen. Sådanne menuer er uanvendelige for blinde og for brugere der ikke kan anvende mus.
Et website kan aldrig blive optimalt tilgængeligt for alle brugere, men det burde være bandlyst at lave offentlige og private hjemmesider, hvor grupper af samfundsborgere må stå af på forhånd blot på grund af tekniske detaljer webansvarlige ikke har gidet tage højde for.
Bogens måske største mangel er fraværet af en diskussion af de juridiske aspekter, om retningslinjer og frivillighed kontra lovgivning. Det er tankevækkende, at en blind i Australien, Mr. Maguire, i år 2000 fik selskabet bag de Olympiske Lege i Sydney dømt for diskrimination på grund af det olympiske websites manglende tilgængelighed. Sagen er kendt som Maguire vs. SOCOG. Maguire blev tilkendt 20.000 australske dollars i erstatning. Det er blot én af flere juridiske sager, der fylder mange sider i engelsksprogede bøger om tilgængelighed, og som også fortjener en dansk vinkel.
Det havde også været interessant med lidt fokus på webudvikling og omkostninger ved at gøre hjemmesider mere eller mindre tilgængelige. Hvad er nok og godt nok, hvad er realistisk, og hvad er ønsketænkning?
Det hedder på forsiden: "Det koster ikke ekstra at tage hensyn", og videre på bagsiden: "Mange er desværre af den opfattelse, at det fordyrer udviklingen af et netsted betragteligt, hvis der skal tages særligt hensyn til de handicappede." Det er ganske rigtigt ofte en fejlagtig opfattelse, blot tilgængeligheden medtænkes tidligt i et webprojekt, men en uddybning havde været på sin plads.
Video, film og animationer er ofte dyre at gøre tilgængelig for blinde, og interaktiv multimedie kan være dyr at gøre tilgængelig for brugere uden mus. Tonsvis af arkivalier kan gøres tilgængelig for seende gennem simpel fotokopiering for næsten ingen penge, hvorimod det kræver store ekstra omkostninger at gøre pdf-filerne tilgængelige for blinde.
Mange Content Management Systemer er berygtede for som default at generere såkaldt kodesuppe, dvs. manglende struktural opmærkning, gnidret ulæselig tekst og f.eks. foldeudemenuer, der ikke kan betjenes uden mus. Det kan være dyrt at råde bod på.
Der er også hele diskussionen om prioritering af indsatsen for tilgængelighed. En stor del af verdens befolkning er analfabeter og har ikke råd til en computer. Det er godt nok med de berømte ALT-tekster til grafik, så blinde kan læse, hvad de går glip af, men sandheden er vel, at 99 procent af grafikken på nettet er værdiløst fyld, der sagtens kan undværes eller slettes.
Måske skal der fokuseres mere på reelle problemer som alt for lille og gnidret tekst og kompakte tekstblokke, alt for mange svinkeærinder og udenoms på websider, alt for meget jungle, hijacking, fup og fidus, der bare er for meget for rigtigt mange menneskers tålmodighed.
Vi har nu den først bog om tilgængeligt webdesign på dansk. Det er en milepæl. Bogen er velegnet som en praktisk dansk introduktion til emnet for begyndere. Bogen er også god som repetition, hvad angår mange tekniske finesser, selv for webfolk, der tror de kender stoffet i forvejen.
Susie Christensen
Handicapvenligt Webdesign – tilgængelige websider
Forlaget Libris
146 sider, ISBN 87-7843-626-5
November 2003
Copyright © 2004 Klapmusen.dk
The document is made to be a resource. Use it. Link to it. The document will be maintained, the URL is stable.
Opdateret: 05-04-2004 11:08
Status:
Revision:
Debatten er lukket. Send mig en mail.