Foto af Jesper Tverskov

Klapmusen.dk

 Jesper Tverskov, 25. oktober 2002

CMS(2): Tridion R5

Tridion er et af de største og mest avancerede europæiske CMS'er. Hvad angår brugervenlighed og tilgængelighed er niveauet dog forbløffende lavt. Men der er også lyspunkter: variabel sidebredde og rullegardingmenuer, der kan betjenes med og uden mus.

Tridion er et hollandsk selskab med afdelinger og samarbejdspartnere i mange lande. Der er flere meget avancerede produkter, bl.a. CMS'et "Tridion R5", der præsenteres som "Tridion Enterprise Content Management". Der er tale om en frontrunner for store systemer, og Tridion R5 er ikke mindst spændende, fordi systemet er baseret på "native" XML. Software AG er blandt partnerne.

"State-of-the-art"

Websitets forside er 5-spaltet med fem kanaler: "Research", "Clients", "Product", "Online tools" og en nyhedssektion. "Research" afspejler en næsten universitær seriøsitet, der rimer godt med, at der her er tale om et meget avanceret CMS til selv de største og mest komplekse udfordringer.

Tridion er som CMS "State-of-the-art" og mere til, og derfor forventer vi et eksemplarisk website, www.tridion.com, fuld af "Best Practice" inden for webdesign. Det er derfor skuffende, at Tridions eget website har mange problemer med grundlæggende brugervenlighed og tilgængelighed. Det følgende er blot smagsprøver fra nogle minutters surfen rundt på websitet.

Splash-Flash og Screensaver

Brugeren bydes velkommen af en ligegyldig Splash-side lavet i Flash. Rent tidsrøveri, der vil få mange besøgende til straks at klikke væk. Fra websitet kan brugeren endog downloade en "What's New Screensaver", "that will keep you informed about Tridion". Vi mangler kun en konkurrence om en Tridion-T-Shirt! Det harmonerer ikke med den seriøsitet og det ambitionsniveau, som websitet i øvrigt udstråler.

Read more

Websitets forside er domineret af mange "Read more"-links. Visiuelt er det alt for dominerende, og det gør det vanskeligt for blindes skærmlæsere at navigere websitet. Det er bedre at lade de enkelte historiers overskrifter være link til den fulde historie. Det gør Tridion da også eller rettere: begge typer af links anvendes samtidigt for hver historie. "Read more"-linkene er altså blot dubletter, der overloader websiden med unødvendige visuelle elementer.

"Select country"

I øverste højre hjørne er der en "Select country"-dialogboks. Der er flere sprog- og lande-sites at vælge imellem, men det er aldrig til at vide, hvad brugeren har valgt. "Select country" bliver stående øverst i select-boksen i stedet for det valgte menupunkt.

Skærmdump af select-menu

Det er svært at afgøre, hvor i denne verden, du befinder dig. F.eks. findes websitet i en svensk udgave dog på engelsk. For at finde ud af, at man befinder sig i Sverige, er brugeren nød til at nærlæse URL'en i adresselinjen: http://www.tridion.com/se/index.asp. Her afslører mappen "se", at det nok er den svenske udgave af websitet, vi surfer på.

Bemærk at Tridion anvender sprog rigtigt efter "design-manualen": Enten skal alle sprog være på websitets valgte sprog, eller de enkelte sprog skal være på deres eget sprog. Det sidste er ofte det bedste i sprogmenuer, hvor brugeren har lettere ved at finde sit eget sprog, når det er skrevet på sprogets eget sprog! Tridion skriver "Sverige" på svensk, "United Kingdom" på engelsk, Deutschland på tysk, osv.

Udskrivning

Websiderne er ikke optimeret til udskrift, og det er skuffende, fordi det er så let at implementere ét stylesheet til skærm og ét til printer. Mange brugere vil ikke være i stand til at få udskrevet bare én brugbar webside på papir. Jeg var nødt til at anvende det gamle trick med at udskrive på liggende A4, for at få det hele med.

PDF-filer

Endnu værre går det, når brugeren under menupunktet "Interactive Tools & Downloads" kaster sig over PDF-filerne for at udskrive. Tridions PDF-filer er så store og tunge med så meget farve, grafik og tegninger, at jeg fik to laserprintere til at gå i baglås i forsøget på at udskrive. Det lykkedes ikke. Brugen af PDF-filer på Internettet skal altid gennemtænkes nøje, da de ellers ender op med ikke at levere varen.

Selvfølgelig er det dejligt med et universelt anvendeligt grafik-format, men grafik er nu engang grafik. PDF-filer må aldrig stå alene af tre gode grunde. For det første, kan PDF-filer ikke anvendes af blinde og bliver ikke indekseret af søgemaskiner. Adobe, der står for pdf-formatet, arbejder med en løsning på dette problem. For det andet, er det vanskeligere at "copy and paste" fra PDF-filer. Information skal kunne genanvendes, tak! For det tredje, er PDF-filer ofte så tunge og langsomme, at de er uanvendelige på mange brugeres skærme og endog på deres printere!

Vis mig dine koder

Det er en fornøjelse at kigge på websidernes kodebillede i "Vis kildekode". Forbilledlig systematik og disciplin som mange kunne lære af.

Rullemenu og links

Tridion bruger rullegardinmenuer, der også, omend med besvær, kan betjenes uden mus. Det er et stort plus, fordi mange CMS'er kun kan finde ud af at servicere såkaldt normale brugere. Det gælder f.eks. Web500. Selve rullemenuen virker kun med mus, men menuoverskrifterne er links, der åbner en webside, hvor menupunterne gentages tilvenstre.

Skærmdump af rullegardin-menu

Hos Tridion kan en webside ikke vælge sig selv i menuen tilvenstre, hvor menupunktet korrekt er forandret fra link til tekst. Det er dog muligt at vælge den side, du allerede befinder dig på i rullegardinmenuen. Det er næsten standard, at menupunkter i traditionelle edb-programmer virker sådan. Designere og programmører skal være opmærksom på, at webbet er anderledes. På et website er det vigtigt at mindske muligheden for fejlnavigation, fordi det ikke er sjovt at fejlnavigere til siden, hvor du allerede befinder dig, fordi den kan tage mange sekunder at reloade.

Næsten ægte webdesign

Tridion bruger variabel sidebredde, der med den valgte løsning fungerer optimalt fra 800x600 og op. Det signalerer, at her har vi et foretagende, der ønsker at udnytte de design- og layoutmæssigt unikke nye muligheder som internettet giver. I modsætning til det typiske danske CMS's forkrampede application-look, der intet har med ægte webdesign at gøre, men som blot er et fortvivlet forsøg på at overflytte trykkekunstens værdisæt til nettet.

Tridion bruger dog absolutte angivelser i stylesheetet. Brugeren kan derfor ikke gøre teksten større eller mindre i browseren.

Copyright © 2002 Klapmusen.dk

N

The document is made to be a resource. Use it. Link to it. The document will be maintained, the URL is stable.

Opdateret: 24-11-2002 23:04

Status: 

Revision: 

Tip en ven - Email et link

Debat

Debatten er lukket. Send mig en mail.

  • CMS(2): Tridion R5 [Jesper Tverskov, 25. oktober 2002]