Jesper Tverskov, 12. september 2002
Speednames' website er en chokerende blanding af det værste og det bedste på nettet. Websitet gør dygtigt brug af databaser, men overtræder alle tommelfingerregler for brugervenligt og tilgængeligt webdesign.
Speednames.com er et af de mest aparte websites med succes. Speednames tilbyder online registrering og avanceret online administration af domæner. Selve websitet, den online registrering og administration, er kernen i forretningsideen, der har gjort Speednames til førende på området. I dag tilbydes også webhoteller med mere.
I år 2000 vandt Speednames Reboot 3.0's "juryens.grand.prix". I motiveringen hedder det bl.a.: "Speednames indeholder det bedste fra alle årets awardkategorier: Fremragende e-commerce, baseret på en enkel, men skudsikker strategi. En teknisk løsning, der bare fungerer og indpakket i et brugervenligt og enkelt design. Samtidigt forstår Speednames at tjene penge...Lad dem være et forbillede for os alle".
I det følgende vil vi revurdere brugervenlighed og tilgængelighed. Mange af de påviste problemer er ikke unikke for Speednames men er tværtimod almindeligt forekommende selv på de bedste websites.
Websitet er optimeret til en opløsning på 800x600. Halvdelen af brugerne på nettet i dag, og langt over halvdelen af Speednames' målgruppe, bruger en opløsning på 1024x768 eller højere.
Der kan være fornuftige grunde til ikke at udnytte den ekstra plads som den højere opløsning giver mulighed for. Når jeg kalder Speednames' website for optimeret til 800x600, skyldes det udelukkende, at websitet ved denne opløsning præsenterer sig harmonisk, hvorimod websitet ved højere opløsninger, fremtræder krympet sammen ude til venstre.
At Speednames' website er designet til en minoritet blandt sine egne brugere er endnu tydeligere, når vi sammenholder ovenstående med den anvendte skriftstørrelse. Ved høje opløsninger og relativt små skærme, som over halvdelen af websitets brugere anvender, er skriftstørrelsen irriterende lille, og vil være uanvendelig på MAC-computere, der er berygtet for at vise skriftstørrelser mindre end på Windows-maskiner.
Skriftstørrelsen er angivet med absolutte værdier i CSS, så brugerne kan ikke sætte skriftstørreslen op i browseren.
De grønne farvenuancer, der er et af Speednames' kendemærker, giver meget dårlig kontrast mellem grøn tekst og grøn baggrund og mellem grå tekst og grøn baggrund. Ringe kontrast sammenholdt med lille skriftstørrelse giver meget ringe læselighed for en stor andel af websitets brugere.
Speednames' website udnytter ikke links medfødte evne til farveskift for ubesøgt, besøgt, valgt og aktivt link. Det er slået fra tilsyneladende uden grund. I stedet forsøger Speednames sig med en forvirrende blanding af linkfarver. I sprog-menuen øverst er link grønne og farven for det valgte sprog er orange.
I hovedmenuen til venstre er link enten grønne, orange eller hvide. Der er som sagt ikke tale om farveskift, men om at link har én af de tre farver. Orange betyder her ikke, hvad der er valgt, men er blot en af tre mulige farver. Derimod er der et lille orange punkttegn foran det valgte menupunkt.
Både sprogmenuen og hovedmenuen er i øvrigt lavet ulogisk, fordi du stadig kan vælge det menupunkt, hvor du allerede befinder dig. Sprogmenuen er lavet som grafik uden ALT-tekster, så blinde brugere kan ikke vælge sprog med deres skærmlæsere.
Læs lige overskriften igen! Det er næsten volapyk, og Speednames er da også det eneste website på nettet, der præsenterer brugerne for en så aparte menu som supplement til websitets i forvejen alt for mange menuer.
Jeg har flere domæner, der er registreret via Speednames, og som jeg stadig administrerer fra Speednames' website. Da den besynderlige 4-trinsraketmenu første gang dukkede op efter en opdatering af websitets design, troede jeg, der var tale om en funktionel genistreg. 1. Søg - 2. Vælg - 3. Registrer - 4. Administrer. Men prøv at bruge menuen i praksis!
"Administrer", pkt. 4, er det samme som brugerlogin, og er noget mange brugerere vil opfatte som punkt 1, da det først og fremmest er det menupunkt, du anvender, når du har domæner registreret og administreret hos Speednames. "Vælg", pkt. 2, og "Registrer", pkt. 3, forudsætter, at det forgående punkt, 1 eller 2, har været valgt og udfyldt, men kan alligevel vælges uden for rækkefølge til ingen verdens nytte!
Speednames' websider afslører kaos i html-kodningen. Der er begyndende XHTML-notation men ikke gennemført, en blanding af html og xhtml. Der er ingen DTD, og alt peger i retning af, at Speednames er ligeglad med W3C's standarder.
Kodebilledet i "Vis Koder" afslører håndkodning af den personafhængige type, der er vanskelig at teste, vedligeholde og videreudvikle. Kodebilledet afslører også, at vi designmæssigt befinder os i webdesigns barndom midt i 1990'erne. Der anvendes usynlige gif-filer på 1x1 pixel til at håndtere "luft" omkring designelementerne.
Speednames anvender "no cache" i metataggene. Fordelene ved dette opvejes i Speednames tilfælde ikke af ulemperne. F.eks. kan brugerne godt favoritmærke websitet, men de kan ikke fordybe sig i websiderne offline, da alt indhold forsvinder efter nogle minutter.
Godt nok har mange brugere i dag ADSL men at udelukke en meget stor brugergruppe fra at betragte ens websider offline uden rimelig grund er bemærkelsesværdigt. Speednames er ikke et hektisk marked med slagtilbud og dagligt svingende priser, der kan begrunde en "no cache"-politik.
Speednames lægger stor vægt på sikre datalinjer. Det er godt, når der f.eks. skal betales over nettet. Men hos Speednames "pop-upper" der "security alerts", advarselsskilte, i tide og utide. Advarsel om, at du forlader sikker linje, at det valgte menupunkt åbner en sikker linje, der så alligevel udløser advarsel om, at linjen ikke er sikker, osv. i det uendelige.
Igen og igen kommer disse advarsler, også når du klikker på menupunkter, hvor sikkerhed er ligegyldigt, f.eks. hvis du vil læse en pressemeddelelse en FAQ eller lignende.
Speednames' website har ved sit aparte udseende formået at være identitetsskabende. I de første par år var websitet bl.a. bemærkelsesværdigt ved at være helt uden grafik. I dag er der alt for meget grafik, i perioder sågar snurrende "logoer" og andre drengestreger.
Grafikken i dag bortleder opmærksomheden fra websitets kerneværdier, fordi den overillustrerer relativt sekundære nyhedshistorier eller den mere relevante tekstmæssige præsentation af egne produkter. Grafikken gør det i Speednames tilfælde vanskeligere at orientere sig, gør det vanskeligere at bruge websitet til det, vi kommer efter: at registrere og administrere domæner.
Al grafik bortset fra logo er uden ALT-tekster, så websitet opfylder ikke engang det første krav, der kan stilles til et tilgængeligt website.
Selv om Speednames' website kan vælges på mange sprog, er det den samme liste over pressemeddelelser, der kommer frem. De 10 første pressemeddelelser er på 4 forskellige sprog, ofte omhandlende det samme. 5 pressemeddelelser er på dansk, 3 på engelsk, 1 på tysk og 1 på svensk. Det er, hvad en franskmand, spanier, osv. bliver spist af med i deres lokale sprogudgaver af websitet.
Websider, der indeholder interessant information, bør kunne udskrives uden videre. Når der udskrives, bør html-dokumentet usynligt for brugeren anvende et stylesheet optimeret til udskrift i stedet for et stylesheet optimeret til skærm. Evt. men næstbedst kan udskrivningen foregå ved at klikke på et menupunkt, der hedder udskriftvenlig version.
Speednames anvender for pressemeddelelsernes vedkommende den sidste teknik, men er udskriften optimeret til papir? Det er det samme gnidderværk som på skærmen blot overført til papir.
Tidligere, dvs. den første halvdel af pressemeddelelserne, anvendte Speednames PDF-filer, der er gode til udskrift, men som er tunge at åbne, og som ikke er specielt læsevenlige på nettet. Jeg støtter ideen med at nøjes med HTML-formatet for Speednames vedkommende, men det kan gøres mere elegant. Denne anmeldelse er et eksempel, som du kan prøve at udskrive.
Et website skal ikke nødvendigvis være et Content Management System i den store forkromede udgave. Men et moderne website har ikke en jordisk chance for at klare sig på længere sigt, hvis websitet ikke i stort omfang består af CMS-lignende moduler til at styre publicering, administration og udvikling af en stor andel af websitets websider.
Speednames har uden tvivl sådanne CMS-moduler på plads, hvad angår "core business", søgning, registrering og administration af domæner. Men store dele af websitet vidner om lavt niveau, hvad angår CMS.
Lad mig som eksempel nævne, at 6 ud af de sidste 10 pressemeddelelser kun har dato i linket til meddelelsen men ikke i selve meddelelsen. Dvs. datoen for offentliggørelse mangler ved udskrift. Pressemeddelelser er altså skrevet ved hjælp af en primitiv skabelon, der ikke engang sikrer, at noget så elementært og vigtigt som datoen for offentliggørelse kommer med i pressemeddelelsen.
Hovedproblemet med Speednames' hjemmeside indfanges ikke af en liste over store og små problemer. Hovedproblemet er det valgte koncept for webdesign. Speednames anvender ikke frames, men konceptet er tilsvarende. Forsiden med alle dens menuer, skal så vidt muligt altid være fremme på skærmen. Det valgte menupunkt skal vises i et vindue på forsiden eller ved at skifte dele af forsiden ud ved hjælp af dynamisk HTML. Påstanden er, at brugeren på denne måde føler sig tryg, fordi der altid er direkte adgang til alt på websitet.
Denne tilgang til webdesign betyder, at der hos Speednames er meget lidt plads til rådighed, når den konkrete opgave skal udføres: søgning, registrering og administration af domæner, eller når f.eks. pressemeddelelser skal læses. En meget stor andel af skærmarealet er altid optaget af alt muligt andet af sekundær betydning.
Det fører til et gnidret design, fordi der altid er pladsproblemer. Sådanne websider er et helvede at tilpasse til diverse browsere, skærmopløsninger og vinduesstørrelser på flere platforme. Det er svært at vedligeholde og videreudvikle sådant webdesign. Websitet er så at sige låst fast i sin egen spændetrøje, da alle websiderne griber ind i hinanden og forudsætter hinanden.
Speednames har mange brugerprofiler, men blandt de vigtigste er søgning efter ledige domænenavne, og registrering og administration af domænenavne. Specielt registrering og administration kræver tungen lige i mund, plads, koncentration og fokus på den konkrete opgave.
Speednames er derfor bedre tjent med en tilgang til webdesign, hvor der til hver en tid fokuseres på det, der skal laves. Forsiden kunne være meget lig den nuværende, men når der søges på et domænenavn, skal en ny webside åbne, hvor hele arealet er helliget datasættet, der returneres. Der skal være plads til læsevenlig punktstørrelse, og der skal fokuseres på yderligere information og menupunkter, der er relevante for arbejdsopgaven.
Tilsvarende når domæner registreres og administreres, når der læses pressemeddelelser, osv. Hver enkelt opgave bør optimeres til størst mulig brugervenlighed og tilgængelighed. Et sådant website er langt lettere at vedligeholde og videreudvikle, fordi de enkelte websider bliver til moduler, der kan håndteres hver for sig.
En gang var Speednames pionér med stor forstand på SQL, relationelle databaser og opkobling af disse til et website, men med elendig forståelse for brugervenlighed og tilgængelighed. Det sidste kunne have sin charme de første år.
Speednames' website er det altdominerende omdrejningspunkt i virksomheden, selve forretningsideen. Brugervenlighed og tilgængelighed er blandt de kritiske parametre, hvis Speednames skal overleve på lang sigt.
Når problemerne med brugervenlighed og tilgængelighed år efter år ignoreres, bliver de til symtomer på ledelsessvigt. Der udsendes et kraftigt signal til nuværende og potentielle kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og aktionærer.
Copyright © 2002 Klapmusen.dk
The document is made to be a resource. Use it. Link to it. The document will be maintained, the URL is stable.
Opdateret: 16-10-2002 11:26
Status:
Revision:
Debatten er lukket. Send mig en mail.