Foto af Jesper Tverskov

Klapmusen.dk

 Jesper Tverskov, 30. maj 2002

XML-editor: Oxygen 1.1

Oxygen er en brugbar dedikeret XML-editor for begyndere men så heller ikke mere. Oxygen kan XML/XSLT, osv., men ikke HTML/XHTML. Det er en stor mangel. Artiklen forklarer hvorfor.

XML-editoren Oxygen er lavet af Syncro Soft, der er intet mindre end et rumænsk softwarehus. Installationsfilen fylder 17,8 MB, og det virker af meget for et relativt lille program. Installation foregik problemløst.

Oxygen leverer den forventede vare for at kunne kalde sig XML-editor, men så heller ikke mere. Tags skal selvfølgelig kun indtastes én gang, så er de tilrådighed fra liste som "auto-completion". Du kan teste for velformethed og validitet "on the run". DTD genereres automatisk, men skal selvfølgelig tilpasses manuelt.

Det mest avancerede er vel, at Oxygen også klarer XSLT stylesheets, hvor taggene kan vælges fra liste. Udmærket. Men som helhed er der kun få options og tilpasningsmuligheder, f.eks. har arbejdsskærmen ikke engang linjenummer. "Go to"-funktionen kan dog hoppe til disse manglende linjenumre, og der er Søg og Erstat.

Både kontrol af validitet og velformethed genererer næsten intetsigende fejlmeddelelser, der ikke hjælper meget til at finde og afhjælpe fejlene. Alt i alt en XML-editor der er OK for en begynder i den måned testperioden varer og mere til. Programmet er seriøst nok ment, men Oxygen har mest af alt karakter af en programmeringsøvelse.

Det største irritationsmoment er, at den ikke wrapper tekst automatisk, når den indtastes. Du er nødt til en gang i mellem at klikke på en knap, der hedder "Formats and indents the document". Tåbeligt. Hvis det ikke er rettet i næste udgave, der er på trapperne, er programmet dødsdømt.

Vi mangler xml/html/xhtml-editorer

Problemet med programmer som Oxygen er, at de kan for lidt, når de kun kan XML, XSLT, DTD og Schema til husbehov. En opgradering er på trapperne, men det handler stadig kun om XML. En god XML-editor skal også være god til HTML/XHTML, fordi du ofte skal bruge HTML eller XHTML som output fra XSLT, eller XHTML skal indgå som namespace i dit XML-dokument.

Derfor vil der i fremtiden på professionelt niveau ikke være et marked for dedikerede XML-editorer eller dedikerede HTML-editorer. De skal kunne begge dele. Traditionelle HTML-editors som Homesite og HTML-kit burde kunne så meget XML/XSLT, at et program som Oxygen blev overflødigt. Det kan Homesite og HTML-kit desværre endnu ikke, og det giver en XML-lilleput som Oxygen en vis berettigelse i en overgangsperiode.

Testperioden er en måned, prisen er derefter 35 US$, og det kan være rimeligt nok, da der er mange, der vil finde programmet helt ok. Desværre er jeg ikke i øjeblikket "up to date", hvad angår konkurrenter og alternativer til Oxygen, men det vil jeg i den kommende tid forsøge at råde bod på.

Adresse:http://oxygen.sync.ro

Copyright © 2002 Klapmusen.dk

N

The document is made to be a resource. Use it. Link to it. The document will be maintained, the URL is stable.

Opdateret: 07-08-2002 10:14

Status: 

Revision: 

Tip en ven - Email et link

Debat

Debatten er lukket. Send mig en mail.

  • XML-editor: Oxygen 1.1 [Jesper Tverskov, 30. maj 2002]