Statens standard for hjemmesider

Internettet har udviklet sig så eksplosivt, at hvem som helst i dag laver websites. Produktion af hjemmesider er blevet en sand folkeforlystelse, der på frodig vis blander professionel, amatør og det rene hjemmefuskeri. Det gør internettet levende og fascinerende, ikke mindst fordi dem, der burde være professionelle, eller som giver sig ud for at være det, ofte tilhører den sidste kategori af håbløst makværk.

I det offentlige er hjemmesider ofte betroet personer, der kun har edb-teknisk eller administrativ uddannelse. De er ofte så dårlige til funktionelt design og til at kommunikere, at ingen ville drømme om at betro dem en tryksag i DTP eller at lave en skabelon til det officielle brevpapir. Men hjemmesiden får de lov at lave og lege med!

Der er derfor hårdt brug for initiativer, der kan bidrage til at højne hjemmesidernes standard. Behovet er næsten grænseløst stort! Staten har forsøgt et sådant bidrag med den elektroniske publikation: "Statens standard for elektronisk publicering", version 2.0, september 1999.

Statens standard gælder kun ministerier, styrelser, osv.; men en statslig standard bør være så god, at andre også kan finde inspiration og vejledning, f.eks. kommuner, organisationer og foreninger. Privatpersoner og privat erhvervsliv burde også kunne have glæde af at læse med.

Statens standard for elektronisk publicering er desværre et tomt slag i luften. Statens standard er for slap og for orienterende. Rådgivningen er for tilfældig og til tider urealistisk, og der er for mange løse og upræcise formuleringer. Lad mig komme med et par eksempler som udgangspunkt for en mere principiel diskussion.

Om brug af tabeller

I pkt. 5.6.3 og 21.9.1.4 hedder det om brug af tabeller til layout, at der kun må være tekst i én spalte. De øvrige kolonner må kun anvendes til luft. Begrundelsen er, at blindes browsere læser på tværs af spalter i tabeller, og at det derfor ikke giver mening for blinde med tekst i flere spalter.

Til dette er blot at sige, at så må der laves bedre browsere eller alternative sider til de blinde. Det har længe været muligt at lave spalter uden brug af tabeller ved hjælp af Cascading Style Sheets, og browseren Netscape understøtter fra og med version 6.0 også disse muligheder; men tabeller er stadig uovertrufne til layout af mere komplekse websider, og ikke mindst til selve hjemmesiden (hovedside, startside).

Tabeller er forbandet robuste, lette og oplagte at anvende til layout, hvor det gælder om at holde styr på indholdet. Det må derfor anses for urealistisk, selv nu hvor spalter kan laves med CSS2, at ret mange vil droppe tabeller som det mest effektive og nærliggende struktureringsredskab, blot for at tilfredsstille en lille minoritet. Jeg ville nødigt lave portaler som Jubii, Yahoo, SOL, Ofir eller Opasia uden brug af spalter i tabeller.

Problemet er, at spalter lavet med CSS2 nok har fordele sammenlignet med tabeller, men der er også ulemper. Gode hjemmesider skal være tilgængelige, dvs. de skal ideelt kunne klare enhver skærmopløsning og vinduesstørrelse. De skal have variabel bredde. Med CSS2 har spalter den egenskab, at når der ikke længere er plads til et flerspaltet layout, så lægger spalterne sig i stedet under hinanden. Det kan af og til være en fordel, men vil i langt de fleste situationer betyde, at siderne fuldstændig smadrer til ukendelighed. Tabeller er langt mere robuste til at styre indholdet.

Derfor er det tåbeligt, at Statens standard forbyder anvendelse af andet end étspaltede tabeller med mindre staten ønsker at fremme en udvikling, hvor statens hjemmesider er undermålere, som ingen gider at anvende. Lav i stedet bedre browsere til de blinde, browsere der kan håndtere tabeller til layout, eller stil krav om alternative sider.

Det bør også understreges, at et flerspaltet layout ofte er ønskværdigt. Selv på en 15 tommerskærm med en opløsning på 800x600 bør tekst strengt taget vises i to spalter, eller kun fylde den halve skærmbredde, for at undgå for lange linjer. Ved højere opløsning, som halvdelen af nettets surfere brugere, er fletspaltet layout ofte nødvendigt for at opnå læsevenlige sider.

Om brug af farver

I pkt. 5.6.1.10 og 21.9.1.3 hedder det om farver, at de under ingen omstændigheder må være betydningsbærende. Det må de godt på vejskilte i trafikken, hvor folk kan dø af en misforståelse, men altså ikke på en webside! Selvfølgelig må farver være betydningsbærende, for ellers ville det være tåbeligt at anvende dem.

Derimod bør faver aldrig stå alene som metode til at signalere et bestemt indhold, da mange ikke kan skelne farver fra hinanden. Der skal også være tekst. Og bruger du tekst på farvet baggrund, er det vigtigt at sikre sig en god kontrast, da læsbarheden ellers nedsættes for alle. Farver skal heller ikke anvendes som erstatning for struktural markupkode, men må godt forstærke sådan kode.

Selv bruger jeg af og til rød sammen med markupkoden "strong". Da jeg bruger stylesheets, har jeg defineret en selektor, der hedder strong.red. Jeg fremhæver altså korrekt med "strong", bl.a. for at glæde de blinde, og samtidigt kan de seende glæde sig over en flottere og for dem mere funktionel layout.

Om brug af frames

Jeg deler Statens standards uvilje mod frames, og jeg glæder mig over, at mange websites, der var gået over til frames, har droppet dem igen, på grund af for store minussider. Men ligefrem at udelukke enhver anvendelse! Jeg blev næsten forarget!

Det er bedre at advare mod brugen af frames og at opstille en liste over de problemer brugen af frames giver. Men hvis nogen er i stand til at anvende frames på en sådan måde, at fordelene opvejer ulemperne, skal de selvfølgelig have lov til det.

Til præsentation af data i store skemaer skal frames anvendes. Hvis kolonneoverskrifter eller rækkeoverskrifter ikke er fastfrosne, er det praktisk talt umuligt at finde ud af, hvad data står for i store skemaer. I tillæg kommer de såkaldte iframes, der efterhånden understøttes af de fleste browsere. Iframes har ikke i samme grad de traditionelle ulemper ved frames og kan i visse situationer med fordel anvendes.

Om brug af stylesheet

I stk. 8 hedder det: "CSS2 understøttes endnu dårligt af browsere, hvorfor CSS1 bør benyttes." Det er misvisende formuleret. Når du som webbygger i dag anvender CSS, direkte eller indirekte gennem dit webbyggerprogram, så interesserer du dig ikke så meget for om egenskaberne allerede var med i CSS1 eller om det først kom med i CSS2. I praksis skelner de fleste, der laver hjemmesider, ikke mellem CSS2 og CSS1.

For i sidste ende bør du under alle omstændigheder kun bruge de selektorer og egenskaber i CSS, som browserne undersøtter. Hvad en af browserne endnu ikke understøtter, kan til nød anvendes, hvis denne browser trods alt viser websiden på en acceptabel måde.

Da browserne er fulde af bugs og til tider fortolker CSS forskelligt, er du altid nødt til at lade det komme an på en prøve. Det er ingen garanti, at en selektor eller egenskab allerede var med i CSS1. Men selvfølgelig skal du dobbelttjekke alt det mere avancerede, der først kom med i CSS2.

Den strukturalistiske skole

Statens standard for elektronisk publicering tilhører den minimalistiske, strukturalistiske skole, der lægger stor vægt på funktionalitet, brugervenlighed og tilgængelighed, dvs. at funktionshæmmede også skal have adgang.

Selv om jeg tilhører den samme skole, så er nettet meget stort, og der er rigelig plads til nicher. Der er webdesignere, der har en æstetisk "layout"-tilgang til hjemmesider, dvs. at det er vigtigt, at hjemmesider er flotte med et spændende layout. Denne tilgang trickser HTML-kode og CSS, og boltrer sig med multimedie og ny Flash-teknik.

Hvis Statens standard skal tages alvorligt, så skal den holde døren åben for andre tilgange end ren strukturalisme. I særlige tilfælde kan alle tilgange til webdesign have sin berettigelse og være både forbilledlig og tilladelig, hvis du kan argumentere for det. Skriv DET i standarden!

Tilgængeligt webdesign

Tilgængelige hjemmesider handler først og fremmest om uafhængigt webdesign, dvs. uafhængighed af platforme, browsere, skærmopløsning, vinduesstørrelse og farvedybde.

Webdesign skal være mest muligt uafhængigt for at kunne betjene den størst mulige andel af målgruppen. Statens standard bør indeholde tommelfingerregler for, hvor stor en andel af den potentielle målgruppe, der er aktiv på nettet, som diverse kategorier af hjemmesider som minimum skal kunne betjene.

Vi skal være realistiske. Ingen gider vente på at den sidste idiot opgraderer sin browser. Ideen med at opgradere er jo netop at opnå den fulde funktionalitet. På den anden side ligger det tilsvarende i sagens natur, at en virksomhed er nødt til at tilpasse sig kunderne for at overleve, politikerne vælgerne og det offentlige borgerne.

Hvor stor en andel af målgruppen, der er aktiv på nettet, der skal kunne bruge et website, eller en konkret hjemmeside, afhænger af den marginale nytteværdi sammenholdt med værditabet for de øvrige brugere. Hvor mange ressourcer kræver det at give yderligere et par procenter adgang, og hvor meget forringer det hjemmesiderne for de øvrige brugere.

I den nærmeste fremtid er procentandelen af potentielle brugere, der skal have adgang til en hjemmeside et stykke over 95 pct. Fordi det i dag er praktisk talt uden ekstra omkostninger at give mere end 95 pct. af målgruppen adgang, uden at det går nævneværdigt udover det store flertals oplevelse af hjemmesiderne.

Misbrug af funktionshæmmede

Tilgængeligt webdesign i mere snæver forstand, handler om de funktionshæmmedes adgang, bl.a. svagtseende, farveblinde, ordblinde, blinde, døve, og folk der har problemer med finmotorikken. Den samlede gruppe er stor, men den udgør en særlig udfordring, fordi de enkelte delgruppers problemer er forskellige, og fordi delgruppernes procentandel af de samlede brugere er forsvindende lille.

Alle kan være enige om, at samfundet generelt ikke tager tilstrækkeligt med hensyn til funktionshæmmede, inklusiv børn, gamle og tungnemme. Arbejdsmarked, bymiljøer, butikker, lufthavne, togstationer, stort set alt i denne verden, er lidt af et mareridt for alle andre end normale standardmennesker. Det behøver langt fra at være sådan, og derfor skal der gøres noget ved det.

Men at tro at hjemmesider er det ene sted i samfundet, hvor alt bare også skal fungere 100 pct. for alle kategorier af funktionshæmmede er en tåbelig og selvødelæggende strategi, der kun kan føre til hjemmesider, som ingen anvender.

Det ironiske er, at den strukturalistiske skole, der med rette dominerer debatten om webdesign, nærmest overtrumfer hinanden i at imødekomme de funktionshæmmede. Årsagen er ikke idealistisk: det har tilfældigvis vist sig, at design der tilgodeser de funktionshæmmede, er det samme som minimalistisk og strukturalistisk design.

Debatten om brugervenligt webdesign afspores, når den kommer til at handle om funktionshæmmedes adgang, blot fordi de i dag kan bruges som argument for minimalisme og strukturalisme. Den dag teknikken giver mulighed for bedre funktionalitet og et rigere indhold for det store flertal til skade for de funktionshæmmede, den dag vil den teknik blive anvendt, og den bør anvendes. De funktionshæmmedes problemer må så løses med alternative sider.

Realistisk tilgængelighed

I dag må kravet til tilgængelighed være, at alle hjemmesider som minimum skal leve op til WAI's "Priority 1 accessibility". Det kan gøres uden ekstra omkostninger, og langt fra at gøre siderne ringere for det store flertal af brugere, vil det være til gavn for alle. I særlige tilfælde kan kravet være "Priority 2 accessibility (AA)". Klapmusen.dk er i øvrigt meget tæt på at opfylde kravene til "Priority 3 accessibility (AAA)"; men det vil ofte være et urealistisk mål.

I det omfang et websted, eller dele af dette, ikke lever op til kravet om tilgængelighed, skal der kunne argumenteres for, hvorfor kravet ikke er opfyldt. Hvad angår avantgardistiske og eksperimenterende hjemmesider, og sådanne må også gerne undtagelsesvis findes i det offentlige (!), og hjemmesider til specielle eller små målgrupper, er det selvfølgelig tilladt, at dispensere fra kravene til tilgængelighed, hvis argumenterne er i orden.

Standard af standarder

Staten har ikke til opgave at lave standarder, men at ophøje standarder lavet af andre til lov eller til anbefaling. Således er Statens standard for elektronisk publicering, da også i det store og hele opbygget, blot ikke konsekvent og overbevisende.

Til eksisterende standarder hører:

• Metadata efter Biblioteksstyrelsens vejledning.
• Validering efter W3C's specifikationer.
• Tilgængelighed efter WAI's "Priority 1 accessibility" eller højere.

Validering er vigtigt

Det i dag vigtigste punkt i en standard for hjemmesider er kravet til validering. Websites er i dag som regel et kaos af tilfældig spagettikode, der er vanskelig at vedligeholde og videreudvikle.

Samtidigt er det typiske website blevet så stort, at mere end 99 pct. af siderne skal være lavet så regelret, at de uden videre kan føres medover i et nyt design ved hjælp af et nyt stylesheet. Ellers bliver det alt for ressourcekrævende.

Det mest presserende webproblem for staten i dag er ikke brugervenlighed eller tilgængelighed, men et krav om at siderne kan vedligeholdes og videreudvikles uden for store omkostninger. Det kræver bl.a. valid kode og en adskillelse af struktur og præsentation ved brug af eksterne stylesheets. Det kontrolleres let ved validering af html/xhtml og af stylesheets og ved validering af tilgængelighed.

Kravet om validering er det mest effektive enkeltkrav til hjemmesider, der skal være funktionnelle og tilgængelige og som skal kunne vedligeholdes og videreudvikles uden for store omkostninger.

Det er selvfølgelig er problem, at teknikken, der bruges til at lave hjemmesider, stadig udvikler sig eksplosivt. Det betyder, at et site ofte består af et sammenrend af teknikker, og at valideringsværktøjerne kan have svært ved at følge med. Men det der kan valideres skal valideres, og det der ikke kan valideres skal der redegøres for.

Krav om statusrapporter

Enhver hjemmeside bør indeholde et link til en statusrapport for hjemmesiden. Denne staturrapport, der løbende skal opdateres, skal indeholde en redegørelse for i hvor høj grad websitet lever op til statens standard og hvorfor ikke.

Der skal detaljeret redegøres for validering og for tilgængelighed, der er de vigtigste løftestænger til bedre hjemmesider.

Noter

Statens standard for elektronisk publicering, version 2.0, september 1999
Biblioteksstyrelsen: Metadata i danske netpublikationer: Brugervejledning, 1999
W3C: HTML Validation Service
W3C: Web Accessibility Initiative