Foto af Jesper Tverskov

Klapmusen.dk

 Jesper Tverskov, 18. oktober 2000

Tjek din HTML med TIDY

TIDY er et vidunderligt lille program, der tjekker din html-kode for fejl og mangler. Tidy kan endog rette mange af fejlene. Programmet stimulerer din læreproces. Du blive bedre til at lave kode, og du forstår bedre din kode. Tidy er første skridt mod rigtig validering af dine websider.

Tidy betyder noget i retning af "at gøre pæn og nydelig". Programmet anbefales af World Wide Web Consortium og kan frit downloades fra deres hjemmeside. Statens Information anbefaler også programmet.

Tidy er en såkaldt "lint", der frit oversat fra engelsk betyder "førstehjælps"-program. Denne type programmers hovedopgave er både at påvise fejl og at hjælpe brugeren med at rette fejlene manuelt eller automatisk.

Heldigvis har nogle venlige mennesker lavet en "skal", der får Tidy til at fremstå som et normalt program til Windows. Denne dgave af Tidy kaldes TidyGUI. Selve Tidy findes nemlig foreløbig kun i en udgave til brug på kommandolinjen. Det er TidyGUI, der omtales her.

Tidy er allerede blevet så populær, at der er dukket html-editorer op, hvor Tidy er indbygget. Det gælder f.eks. programmerne Html-kit og Homesite. I Html-kit, der er et freeware-program fra programmører til programmører, har Tidy den fulde funktionalitet, dvs. den kan også rette fejl. I Homesite kan Tidy kun tjekke kode, som du derefter må rette manuelt. Jeg anbefaler, at du downloader og prøver det fulde program, dvs. TidyGUI.

Sådan bruger du TidyGUI

Tidy virker på den måde, at du åbner din webside i Tidy og trykker på knappen "Tidy". Du får nu enten det glade budskab, at der intet er at bemærke, eller Tidy smider en kilometer lang liste i hovedet på dig med fejl, advarsler og bemærkninger.

Hver fejl og advarsel er forbløffende præcist navngivet og kommenteret. Der er linjenummer og kolonnenummer, så du hurtigt kan genfinde fejlene i dokumentet, hvis du bruger en Html-editor, der viser linjenummer.

Som begynder bør du altid selv rette fejlene manuelt. Den mere erfarne bruger kan efterhånden lade Tidy rette mange af fejlene automatisk.

Møgbeskidte sider

Når du tjekker dine sider med Tidy, så er siderne forhåbentligt ikke helt tossede, fordi du allerede har tjekket siderne med dit webbyggerprograms interne browser og med op til flere eksterne browsere.

Men fejl vil der være, og mange af dem er småfejl, såkaldt beskidt kode, der hurtigt gør websider ubrugelige. Der vil med garanti være browsere, der ikke ignorerer beskidt eller ukorrekt kode, og som derfor viser siderne forkert.

Jeg har selv været ude for, at sider, hvor teksten vistes korrekt venstrestillet i IE og Netscape for pc, blev vist centreret i Opera og med Netscape på MAC. Årsagen var helt overflødige centreringskoder i dokumentet, som nogle browsere altså ignorerer, mens andre browsere tog dem bogstaveligt.

Beskidte sider er også vanskelige at vedligeholde, da alle rettelser kan føre til uforudsete resultater. Har du f.eks. glemt en "/p"-kode i teksten, er det måske i dag uden betydning. Men den dag du laver en rettelse i teksten og indsætter nye afsnitskoder, kan den glemte kode pludselig få betydning.

Begynder og netredaktør

Er du begynder i webbyggeriets svære kunst, er Tidy en kæmpe hjælp og inspiration til at lære sig selv mere korrekt html-kode. Det meste kode i dag genereres jo automatisk af webbyggerprogrammer, og du dykker kun ned i selve koden, når den skal finpudses. Du vil opdage, at bl.a. programmer som Frontpage laver hurtig men møgbeskidt kode.

Er du webmaster eller netredaktør er Tidy en gave, fordi du nemt automatisk kan rette mange fejl i de html-dokumenter, som "folket" laver, men som du skal få til at virke og lægge ind i et websted. Specielt er html-kode genereret med tekstbehandlingsprogrammer som MS Word et pløret ælte af html-snask, som Tidy kan rette op på.

Tidy kan konfigureres på forskellige måder, men default er ok for begyndere. Først når du begynder at lade Tidy foretage mange af rettelserne automatisk, er der behov for at konfigurere programmet.

Microsoft ødelægger nettet

Det er faktisk et stort problem at nogle webbyggerprogrammer og browsere, først og fremmest Frontpage og Internet Explorer, er ekstremt brugervenlige i misforstået retning.

Disse programmer, er så "intelligente", at de gør alt for positivt at fortolke beskidt og ukorrekt html-kode. Never mind, hvis programmøren har glemt den halve kode. Det skal være let at lave hjemmesider!

Resultatet er, at nettet i dag oversvømmes med møgbeskidt og ukorrekt html-kode. Mange af disse sider vises forkert i alle andre browsere end IE. Fordi ukorrekt kode "venligt" fortolkes korrekt, bliver hjemmesidesnedkeren ikke opmuntret til sunde programmeringsvaner. Og når den grundlæggende html-kode er noget bras, bliver det næsten umuligt at opbygge et mere avanceret og pålideligt websted.

Mange millioner hjemmesider er så beskidte, at ingen netredaktør eller webmaster vil bruge tid på dem i fremtiden. De kan kun med store omkostninger genanvendes i fremtidige websteder, fordi de i det uendelige vil volde småproblemer. Og ingen vil linke til sådanne sider, for ikke at sætte egen troværdighed overstyr.

Validerede hjemmesider

Udviklingen går i retning af validerede hjemmesider. Brugerne vil stille større og større krav til kvalitet, hvis nettet ikke helt skal sande til. Validerede hjemmesider vil snart blive et konkurrenceparameter på samme måde som ISO-9000 certificeringer. Validering bør omfatte HTML/XHTML, stylesheet og tilgængelighed.

Tidy og ægte validering

Tidy er en såkaldt "lint", dvs. et "førstehjælps"-program. Der skelnes mellem "lints" og ægte SGML-validering. SGML står for Standard Generalized Markup Language. En SGML-validator kan validerer en webside i forhold til en konkret DTD, der står for "Document Type Definition", der skal være angivet øverst på siden.

Øverst på websiden kan du f.eks. angive, at DTD'en er XHTML 1.0 Strict, HTML 4.01 Strict, osv. Se øverst i kildekoden i dette dokument, hvis du har brug for et eksempel. Er du begynder kan du angive HTML 4.01, Transitional, der lægger mindre vægt på brug af stylesheets, og hvor koder under afvikling stadig er tilladt.

Ægte SGML-validatorer, f.eks. A Real Validator og HTML Validator, påviser fejl og linker til det relevante sted i referencemanualen. Da det typisk drejer sig om de sidste mere "langhårede" problemer, er en SGML-validator normalt ikke lagt an på også at kunne rette fejlene, da de tunge problemer alligevel normalt ikke kan rettes automatisk.

Ægte SGML-validatorer og hjælpeprogrammer som Tidy supplerer hinanden. Ægte validering er selvfølgelig langt skrappere end Tidy, specielt hvis du vælger Strict! Men på nogle punkter er Tidy strengere, fordi den også kommer med afbefalinger. F.eks. er det ikke i modstrid med en DTD at bruge ASCII-skrifttegn med værdier over 127. Det er dit eget problem, hvis disse tegn ikke vises korrekt i visse browsere eller på bestemte platforme. Men Tidy vil foreslå, at du i stedet anvender det udvidede HTML ISO tegnsæt. Det gælder også æøå på dansk.

Alle siderne, der udgør mine egne websites, er først tjekket med Tidy, til alt var 100 pct. korrekt: ingen fejl, ingen advarsler, ingen bemærkninger. Derefter har jeg valideret siderne med en SGML-validator, der hedder A real Validator. Et glimrende program, der kan downloades i en gratis prøveversion. Programmet HTML-Validator kan bruges i stedet. Til sidst er alle siderne blevet valideret med W3C's online validator "for the final test".

Henvisninger

W3C anbefaler Tidy (og download): www.w3.org/People/Raggett/tidy/
Statens Information anbefaler Tidy: www.si.dk/netsteder/artikler/tip/tidy.html
HTML-kit har Tidy indbygget: www.chami.com/html-kit/
"A real Validator" (SGML-validator):  arealvalidator.com/real-validation.html
W3C's online HTML-validator (SGML): validator.w3.org/

Copyright © 2000-2001 Klapmusen.dk

N

The document is made to be a resource. Use it. Link to it. The document will be maintained, the URL is stable.

Opdateret: 02-04-2002 08:18

Status: Da der er kommet nye udgaver af TIDY, bør artiklen revideres.

Revision: 

Tip en ven - Email et link

Debat

Debatten er lukket. Send mig en mail.

  • Tjek din HTML med TIDY [Jesper Tverskov, 18. oktober 2000]